- Vi er medlemmer af:
H Ø J E S T E R E T S K E N D E L S E
afsagt fredag den 29. marts 2019
Sag BS‐30204/2018‐HJR
A
(advokat Christina Neugebauer)
mod
B
(advokat Poul Westergaard)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Roskilde den 16. februar 2018
og af Østre Landsrets 16. afdeling den 6. juli 2018.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Lene Pagter Kristensen, Lars
Hjortnæs og Lars Apostoli.
Påstande
Kærende, A, har nedlagt påstand om, at Østre Landsrets kendelse af 6. juli
2018 ophæves, og at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten.
Indkærede, B, har påstået stadfæstelse.
Sagsfremstilling
Den 20. oktober 2017 afviste statsforvaltningen en anmodning fra A om
genoptagelse af en faderskabssag vedrørende børnene C og D.
Statsforvaltningens afgørelse blev i medfør af børnelovens § 26, stk. 2, indbragt
for Retten i Roskilde, som ved kendelse af 16. februar 2018 bestemte, at anmodningen
om genoptagelse af faderskabssagen ikke blev taget til følge.
A kærede byrettens afgørelse til landsretten, som ved kendelse af 6. juli 2018
afviste kæremålet med henvisning til kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens
§ 389 a. I landsrettens begrundelse hedder det bl.a.:
”Højesteret har ved kendelse trykt i U.2017.3224.H bestemt, at afgørelser
truffet efter retsplejelovens § 455 a er omfattet af retsplejelovens §
389 a. Efter retsplejelovens § 455 a træffer byretten ved kendelse afgørelse
i sager, der indbringes for retten af statsforvaltningen efter forældreansvarslovens
§ 39, stk. 2. Efter forældreansvarslovens § 39 kan statsforvaltningen beslutte at afvise
en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed, hvis forholdene ikke har ændret
sig væsentligt. Højesteret lagde i kendelsen vægt på, at det af retsplejelovens § 455 a og
forarbejderne hertil fremgår, at rettens afgørelser efter denne bestemmelse
er begrænset til en prøvelse af, om statsforvaltningen har været
berettiget til at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed
uden realitetsbehandling. Højesteret tiltrådte herefter, at byrettens
afgørelse måtte anses for at vedrøre sagens forberedelse.
I denne sag har byretten ved den kærede kendelse afvist at genoptage
faderskabssagen. Det følger af børnelovens § 25, jf. § 24, jf. § 26, at statsforvaltningen
kan træffe afgørelse om genoptagelse af sagen om faderskab,
hvis der kan anføres ganske særlige grunde til, at anmodningen
ikke er fremsat tidligere, omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for
genoptagelse, og det må antages, at en fornyet behandling ikke vil medføre
væsentlige ulemper for barnet.
Efter børnelovens § 26, stk. 2, indbringer statsforvaltningen spørgsmålet
om genoptagelse af en faderskabssag for retten, hvis en part inden fire
uger efter statsforvaltningens afgørelse herom anmoder om det. Det
fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at rettens afgørelse er begrænset
til at angå en prøvelse af, om statsforvaltningens afgørelse om
genoptagelse har været berettiget, men ikke af selve faderskabsspørgsmålet.
Henset til den nævnte kendelse fra Højesteret finder landsretten, at byrettens
kendelse om ikke at genoptage faderskabssagen ligeledes må
anses for at vedrøre sagens forberedelse.
På denne baggrund kan kendelsen kun kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet,
jf. retsplejelovens § 389 a. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet.”
Anbringender
A har anført navnlig, at det centrale spørgsmål er, om Retten i Roskildes
afgørelse er eller må sidestilles med en afgørelse, der træffes under en
hovedforhandling eller under hovedforhandlingens forberedelse som anført i
retsplejelovens § 389 a. Ved afgørelsen heraf må man forholde sig til indholdet
af afgørelsen, og om den må anses for at vedrøre sagens forberedelse som defineret
i § 389 a og bestemmelsens forarbejder og som afgrænset tidsmæssigt
ifølge højesteretspraksis.
Statsforvaltningen træffer efter børnelovens § 26 afgørelse om genoptagelse af
faderskabssager. Statsforvaltningens afgørelse om genoptagelse skal indbringes
for retten, hvis der anmodes om det. Indbringes spørgsmålet om genoptagelse,
skal retten kun tage stilling til, om betingelserne for genoptagelse er opfyldt.
Hvis det er tilfældet, skal sagen behandles ved statsforvaltningen efter børnelovens
kapitel 2 og 3. Når retten frem til, at der ikke skal ske genoptagelse, er sagen
endeligt afgjort og dermed slut.
Der gælder i dansk ret fortsat et to‐instansprincip, således at de fleste sager kan
prøves i to instanser. Det er adgangen til at kære afgørelser om sagens forberedelse,
der er blevet begrænset. Formålet var ikke at fratage de personer, hvis sager
bliver endeligt materielt afgjort, muligheden for prøvelse i to instanser.
Retten i Roskildes kendelse blev ikke afsagt under forberedelsen af hovedforhandlingen
eller under selve hovedforhandlingen af sagen. Kendelsen vedrørte
ikke retsplejemæssige spørgsmål, men indebar, at A tabte sagen. Kendelsen
afsluttede sagens behandling, ikke alene ved Retten i Roskilde, men også ved
statsforvaltningen.
Byrettens kendelse om, at statsforvaltningen ikke skulle genoptage faderskabssagen,
kan således ikke anses for at vedrøre forberedelsen af faderskabssagen
ved domstolene. Kæremålet skal derfor admitteres.
B har anført navnlig, at Højesteret ved kendelserne gengivet i U 2015.2529, U
2015.2534 og U 2015.2540 har fastslået, at retsplejelovens § 389 a må forstås på
den måde, at bestemmelsen som udgangspunkt skal afgrænses ud fra et
tidsmæssigt kriterium og dermed afskærer fri kære af kendelser og beslutninger,
der afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse,
også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller
hovedforhandlingen.
Højesterets kendelse gengivet i U 2017.3224 må anses for at have betydelig præjudikatværdi
ved vurderingen af denne sag. Højesteret konstaterede, at retten
ved prøvelse af statsforvaltningens afgørelser om afvisning af anmodninger om
ændring af forældremyndighed alene skulle prøve, om afvisningen havde været
berettiget, og Højesteret fandt, at rettens afgørelse af dette spørgsmål måtte
anses for at vedrøre sagens forberedelse og dermed var omfattet af retsplejelovens
§ 389 a.
Der er i nærværende sag tale om, at byretten alene skal tage stilling til et genoptagelsesspørgsmål.
Det tidsmæssige kriterium for, hvornår retsplejelovens § 389 a finder anvendelse, er opfyldt. Byrettens
behandling af sagen er afgrænset til at tage stilling til, om statsforvaltningen skulle genoptage sagen.
En sådan afgørelse er omfattet af § 389 a på samme måde som en afgørelse om, hvorvidt afvisning
af en anmodning om ændring af forældremyndighed uden realitetsbehandling
har været berettiget, jf. Højesterets kendelse gengivet i U 2017.3224.
Retsgrundlag
Børnelovens § 26, stk. 1‐3, lyder således:
”§ 26. Afgørelse af, om en sag skal genoptages, træffes af statsforvaltningen.
Stk. 2. Statsforvaltningen indbringer spørgsmålet om genoptagelse for
retten, hvis en part inden fire uger efter statsforvaltningens afgørelse
anmoder om det.
Stk. 3. Genoptages sagen, finder kapitel 2 og 3 tilsvarende anvendelse,
jf. dog stk. 4.”
I bemærkningerne til børneloven (Folketingstidende 2000‐01, tillæg A, lovforslag
nr. 2 af 4. oktober 2000) hedder det bl.a.:
”Indbringes sagen for retten, skal retten kun tage stilling til genoptagelsesspørgsmålet
og ikke til selve faderskabsspørgsmålet, jf. nedenfor.
Det følger af stk. 3, at en faderskabssag, der genoptages, skal behandles
efter de almindelige regler i lovens kapitel 2 og 3. Dette indebærer bl.a.,
at sagen, uanset om den oprindeligt er afsluttet i statsamtet eller i retten,
i første omgang skal behandles i statsamtet, og at det her er lovens
almindelige regler, der finder anvendelse.”
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om byrettens afgørelse vedrørende genoptagelse af en faderskabssag
efter børnelovens § 26, stk. 2, og retsplejelovens § 456 a, er omfattet af kærebegrænsningsreglen
i retsplejelovens § 389 a, således at afgørelsen kun kan indbringes
for landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Højesteret er enig i landsrettens resultat og begrundelsen herfor.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.
Efter sagens omstændigheder ophæves kæremålets omkostninger.
THI BESTEMMES:
Landsrettens kendelse stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den
anden part.
Ved et dødsfald, er det ofte naturligt, at det er den afdødes nærmeste familie – f.eks. samlever, ægtefælle ...»
Skal du have mortificeret et ejerpantebrev, skal du være opmærksom på at der er visse frister, der følger ...»
Skifteportalen er Domstolenes online platform til behandling af skiftesager, herunder dødsboer. Skifteportalen ...»
Der findes 24 retskredse i Danmark. Danmark blev i 2007 inddelt i 24 retskredse. Hver retskreds beklædes ...»
H Ø J E S T E R E T S K E N D E L S E afsagt fredag den 29. marts 2019 Sag BS‐30204/2018‐HJRA(advokat ...»
